CRYSTAL KID & BABY SHARK

Min Mor – En Dans i C-mol – Throwback

Skrevet af , i Made me think, Throwback, fredag den 25 april 2014

IMG_2003

…..Min mor døde på Mors Dag i 2010…Her er hvad jeg følte.

Min mor har kræft.

Min mor.

Hende der gav mig livet. Hende der tilgiver alt.  Hende hvis nærhed og omsorg aldrig stopper. Eller gør det?

Det er en fæl satan. Kræft. Et uhyre, der kysser dig på panden når man sover og mærker dig på livet på den ene eller anden måde. Kræft. Jeg får stadig kuldegysninger når jeg skriver ordet. Når jeg høre ordet. Tanken om, at noget vokser og æder løs i min mors krop uden hun kan gøre noget. Uden jeg kan gøre noget

Det er en underlig dans.

Den dans hvor den ene er syg og den anden ikke er det. Følelserne tager over på en måde man aldrig havde forestillet sig. Jeg har været ked af det, forstenet, følelsesløs, chokket, udmattet. For derefter at blive positiv, opløftende, støttende, ambassadør for den gode stemning. Beordret min mor til at grine mindst 3 gange om dagen. For det skulle være så godt. Men jeg har også været direkte vred på min mor fordi hun var syg. Og det skammer jeg mig over. Men det har jeg. Jeg syntes det var rædselsfuldt at hun skulle gå igennem operation på operation, kemo, stråling og piller – men jeg var vred på hende. For hun skulle sgu ikke begynde at dø før tid. Det kan man ikke tillade sig. Det var så mærkeligt lige pludselig at befinde sig i offer-rollen. . Jeg ville ikke have den rolle. Men lille bitte blev jeg. 8 år igen – og totalt afhængig af min mor.  Ville ikke have at vi skulle  spille eller danse til de skæve sorte tangenter på klaveret. Så var der jo mislyd. Jeg insisterede at der kun blev danset til de hvide. Ingen dårlige nyheder omkring os. Kun sund mad. Lange gåture. Smil, smil, smil for fanden, Ibi Ville helst ikke have at hun fortalte Hvordan hun virkelig havde det – for det kunne jeg jo se. Hun plejede at have langt blødt hår. Nu var det bare en alien der stod derude på badeværelset og vaskede sit ansigt. Jeg kunne ikke kende hende. Ingen øjenbryn. Ingen øjenvipper. Ingen hår på hovedet.  Den tarveligste bivirkning af kemo. Den mest synlige.

  At begrave mig i oplysning måtte være løsningen.   Diskussioner og kommentarer blev lagt på hylden. Ikke forstyrre med dårlig energi og karma. Det kunne jo sætte sig i immun systemmet. Jeg blev med ét enormt interesseret og ekspert i kræftformer og behandlinger. Nye alternative måder, andres kræft historier. En enkelt gang gav jeg  slip på hende. Et kort sekund  satte jeg  mig på bænken for at vente på næste nummer. Det gik nok over. Eller i sig selv. Sygdommen  Men der kom ikke andre danse. Der blev bare stille. Og så blev jeg bange. Tilbage på gulvet.

 Når hun kom for tæt på måtte jeg støde mine egne følelser væk. For jeg kunne ikke rumme min egen ynk og tanken om at blive forladt  -så det måtte blive min mors smerte der fyldte. Og med rette. Hvor skulle hun ellers gøre af den? Man kunne jo ikke sidde med alting selv når man var syg – og jeg var glad for at være i hendes liv i et svært langt kapitel. Så jeg rankede ryggen og tog føringen.  Jeg oplevede ofte at takten blev brudt – især når jeg prøvede at styre og gøre alting til facts og statistikker –  det er mere kontrollabelt. Men min mor stoppede op og kiggede på mig med sine varme øjne. Så vidste jeg at jeg havde mit skjold på. Proppet lidt for mange følelser og tanker ned i storetåen i håbet om at de forsvandt. Så måtte jeg lade hende danse lidt alene. Blev dog ude på gulvet. Skulle ikke nyde noget selskab af skyggerne langs væggen.  Og melankolien sank som en dyne omkring os. Melodien som jeg frygtede og hadede blev højere og tydeligere.. Vidste hun noget jeg ikke vidste? Havde lægerne sagt noget jeg ikke havde fået at vide? Var sygdommen mere fremskredet end jeg troede? . Bare dans. Vi må igennem sammen.  Bare håb på at trinene ikke slipper op. Jeg vil ikke miste min partner midt i den sælsomme dans. Min mor.

 Få din læge til at tjekke om du er okay hvis du har nogen som helst mistanke om noget – du har kun ét liv. Dette er ikke en generalprøve.!

Kh Ibi

 

8 kommentarer

  1. Louise
  2. Y
  3. H
  4. Stine
  5. Sara
  6. Laura
  7. Cecilie
  8. Madeleine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *