CRYSTAL KID & BABY SHARK

Er du med, menneske?

Skrevet af , i Random, søndag den 14 august 2016

Skærmbillede 2016-08-14 kl. 13.08.38

Tillad mig at blive lidt alvorlig et øjeblik.

Jeg skriver dette med rystende hænder, tårer i øjnene og hurtigt bankende hjerte. Svømmeren Pernille Blume og resten af svømmekvinderne har lige hevet yderligere 2 medaljer hjem til Frejas Sal ovenpå en uge hvor vi også har fået 2 sølvmedaljer og 2 bronzemedaljer ved OL i Rio.

Det kan godt være jeg er lidt rørstrømsk og det kan godt være jeg har let til tårer og latter og måske bevæger mig i en teatralsk verden til daglig, men det vi oplever i disse OL dage er vigtigt for alle vore liv og den måde vi spejler os i hinanden og i verden omkring os.

Måske du ikke går til sport, måske du endda synes sport er spild af tid og mener der er for meget af det. Men sport, ære, respekt, stolthed, medaljer, at gøre sig umage, at glædes på andres vegne, at samles om en begivenhed der er positiv, at føle nærværet og intensiteten med mennesker man ikke kender på de sociale medier, på gaden, i kiosken når man ser hinanden i øjnene og spørger tjeneren, manden med barnevognen, skorstensfejeren i køen ved bageren : ”Så du Pernille Blume i nat?” Det er guld værd. Det er vejen frem mod en verden jeg gider at leve i.

Kald mig bare nationalistisk for en stund – for gu fanden er jeg stolt af at være dansker i disse dage. Danmark ikke altid den flotteste omtale ude i verden, så vi har brug for gode minder og pæn omtale.

Jeg tror at disse OL uger vil præge os. Ranke os, vende skuden. Det gør noget ved en når man gør sit yderste. Det gør noget ved en når man anstrenger sig. Hvis man så tilmed er den bedste på dagen og det hårde arbejde betaler sig og der også følger en medalje i kølvandet – så går det hele op i en højere enhed. Så lever jeg. Så mærker jeg at det bruser i ørene, at smilet fylder hele ansigtet at min hjerne slår gnister. Det minder mig om at vi er guddommelige væsener der kan få ting til at ske hvis vi opper os. Og jeg er ikke engang i Rio eller professionel atlet.

Men jeg var i det bassin i nat. Jeg var Pernille Blume i badedragt og svømmebriller. Jeg mærkede det kolde gys da jeg sprang i og svømmede alt hvad overhovedet kunne. Jeg var Pernille da jeg fuldstændig chokeret ser mit navn på tavlen med et 1 tal foran. Jeg fattede det kort sagt ikke. Kommentatoren er hæs og slipper sit indre barn løs, råber og griner og klapper sine kolleger på ryggen. Udsendte rapportere krammer de grædende atleter og viser deres medmenneskelige sider, skræller ind til benet hvor alting er ægte og sandt.

Der er så mange ting i verden der kan snakkes om og diskuteres. Der er så mange niveauer og hylder, argumenter og retoriske kasser, der er så mange meninger og tvivl og tro og håb. Men en linje er en linje. En målstreg er en målstreg, et sekund er et sekund. Og derfor elsker jeg sport. For der er mål når der er mål. Og der er en vinder til hvert et heat, løb, omgang og finale.

Verden har altid været brutal og uretfærdig. Jeg er helt med på at krig ikke er noget nyt og dræbte børn er hverdagskost. At alle kender én der er død af kræft eller anden frygtelig sygdom, som de færreste efterhånden gider at kommentere. Terroren har gjort os bange for skygger og naboen, vi gider ikke længere sætte støtte flag på vores sociale medier – for så kan man jo ikke lave andet hele dagen. Vi når ikke at sørge over det ene land før det næste land er angrebet og derfor sørger vi ikke mere. Sådan åbenlyst da. Men jeg tror vi er mange der sørger indeni og føler os fortabte. Jeg ved jeg gør. Jeg er bange. Rigtig fucking pisse bange. Jeg er et åbent sår, der ikke fatter hvad verden er kommet til, og at grusomhederne er kommet så tæt på. Jeg er bange for at nogen skal bombe skolerne, jeg vågner ved den mindste ting om natten og række ud efter noget jeg kan forsvare mig med. Jeg rejser meget og går til koncerter, men det er med et vågnet øje og en bøn til den gud jeg ikke tror findes men alligevel håber er der, jeg tjekker nødudgange alle steder jeg kommer og om vinduerne kan åbnes og hvor langt ned der er til gaden. Og jeg er så træt af det. Jeg er så træt af at være bange og så uendelig udmattet over at mennesker ikke kan enes. At vi er kommet så langt ud på planken at vi ikke længere kan mærke os selv og hinanden.

 

Men jeg mærker noget i disse uger. Jeg mærker en samhørighed som vi tørster efter. Jeg mærker at vi bliver stærkere når vi hopper op og ned og hujer og skriger over de mange atleter og deres præstationer. Jeg har grædt med taberne og vinderne i denne første OL uge og jeg har glæder mig til næste uge hvor ekstasen kan nå nye højder.

 

Det er nu vi lever og kan gøre en forskel. Det er nu vi skal mærke og ikke dulmes. Det er nu vi skal gøre os umage – uanset hvad det er vi laver, arbejder med, omgås. Tag det extra svømmetag, giv den de procenter der gør at noget bliver et hak bedre, tank op, hank op, slip dig løs. Drøm Stort – men gør det til en realitet.

 

Vi kan ikke være vindere alle sammen men man kan gøre sig umage.

 

ps Tak til alle atleter & udsendte rapportere for at vise  medmenneskelighed & gejst, vilje & styrke.

 

 

 

 

 

1 kommentar

  1. Julie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *