CRYSTAL KID & BABY SHARK

Hovedet på Bloggen

Skrevet af , i Entertain Me, Inspiration, Kidz, Made me think, Silverwritings, onsdag den 14 maj 2014

36093291-040a9a8d97bf27e97de12c8a4bbcd99a

Mit liv som performer

Jeg har danset ballet siden jeg var 5 år gammel – og dansede i 13 år. Derudover var der jazz ballet, step, moderne dans og danse-teater i de senere teenage år, som jeg supplerede med. Allerede da jeg var en meget lille pige, elskede jeg opmærksomheden fra de voksne når jeg kunne få dem til at grine – hellere det end når de skændtes – og fandt at klæde mig ud havde en stor effekt både på mig selv og mine omgivelser.  Fra en meget tidlig alder sneg jeg mig hvert år ned af trappen fra mit værelse til stuen – og sad i buldermørke og så Oscar Uddelingen live fra Los Angeles.  Jeg sad klinet til skærmen med store øjne og nød glamouren, de store flotte kjoler og showet med musikken og alle skuespillerne.  I 6. Klasse fik jeg hovedrollen som Aladdin på skolen. Jeg kan godt huske at jeg syntes det var lidt bizart at de ikke havde valgt en dreng til at spille den rolle, men mig generede det ikke  som sådan. Det var en magisk tid – med pludderbukser og skæg i ansigtet. Som tiden gik og balletten kedede mig lidt (jeg havde også svært ved at holde mund) – kom jeg med i et lokalt teater, som spillede egnsteater for det meste. Jeg var dog altid statist, men drømte om at få hovedrollen en dag. Jeg gik i al hemmelighed og øvede på de store pigers replikker – hvis nu én af dem skulle ske at få en tagsten i hovedet og ikke komme til premieren….

Som 17-årig kom jeg for første gang til mit elskede Amerika. Jeg var exchange student i New Hampshire  – og lærte at begå mig i USA. Og det er ikke noget man bare sådan lige gør. Husk det var før internettet var udbredt, mobiltelefoner var noget man havde hvis man arbejdede på wall street og havde giga mange penge –  og der var lang vej hjem til lille Danmark. Jeg led dog aldrig af afsavn. Til det er verden alt for spændende – og Danmark ofte for stift, surt og fyldt med sarkasme.  Jeg fik sproget ind under huden og blev ganske god til engelsk. Så meget at jeg fik 13 til studenter eksamen, trods min lærers formaninger om at ”man da ikke kan få 13 , når man snøvler sådan i USA”. Jeg sørgede selvfølgelig for, både i USA som exchange student, men også på gymnasiet i Randers, at tage drama-linjen – dvs. timer i både drama, manuskript skrivning og Tv-uddannelse. Vi lavede så meget teater, amatørfilm (ikke de nøgne!) i og uden for skolen –  at vores klasse blev kaldt for Underholdningsafdelingen.  Jeg kan huske jeg spillede en selvskrevet rolle som en ung pige der lavede en abort på sig selv- og der var film-blod ud over det hele på tørloftet på skolen, hvor vi selvfølgelig syntes det var mest uhyggeligt at opsætte et stykke. Jeg blev da også kaldt på kontoret…..de syntes det var lige voldsomt nok, og om jeg da ikke vidste jeg kunne støde nogen?  Det tænkte jeg meget over i en periode – og så satte vi stykket op igen og klaskede endnu mere blod ind i historien. At forarge, rykke ved noget, sætte tankerne i gang – noget der blev talt om og vakte opsigt……at man kunne få folk til at mærke noget. At tænke. Det var fedt.

Og jeg mærkede gennem de næste par år en higen og en udlængsel efter at komme til USA igen – så da jeg fyldte 21 – efter at have arbejdet 3 jobs i et helt år – købte jeg en billet til Los Angeles og meddelte min kæreste gennem 4 år at jeg rejste ud for at blive en stjerne. Han var ved at få havregrynen i den gale hals. Jeg elskede ham mere end noget andet…..eller måske ikke mere end drømmen.

Juni 1996 landede jeg i Hollywood og havde min første optagelsesprøve på Stella Adler Academy of Acting. Jeg kom igennem prøven og de ville gerne optage mig. Og mine penge.

I USA skal man betale for sin undervisning. Det er ikke som I DK hvor staten betaler. Det gør så også at man aldrig var helt sikker på om man nu havde et talent eller om de bare tog folk ind fordi der var penge i det. Se det måtte komme på en prøve de næste 4 år.

Jeg  gennemgik en række klasser på skolen, og det sidste år jeg gik på skolen var der 6 måneders praktik. Jeg var så heldig at komme til casting på opsætningen af ”Farlige Forbindelser” og fik rollen som Mme De Tourvelle.  Hende spillede jeg én gang om dagen og 2 om søndagen i et halvt år. Dette gav mig endnu mere blod på tanden til at blive seriøs skuespiller og følte nok allerede der, trods de meget små penge – men dog roser efter hver forestilling – at jeg var på vej ud af min puppe. Jeg følte mig dygtig – hvis det giver mening? Jeg kunne mærke at jeg kunne noget. Jeg havde hele salen i min hule hånd når jeg fremførte mine replikker – og når jeg hver dag døde på scenen omgivet af 100 levende lys – så hørte jeg , med lukkede øjne, at folk nærmest holdt vejret og nogle endda græd.

Jeg ved også en anden ting. Jeg vil ikke lave teater. At sige de samme ting dag efter dag, tage det samme tøj på hver gang, og lægge den samme make-up – det blev i mine øjne kedeligt og forudsigeligt.  Og jeg ved godt at man kan ændre sin rolle hver dag og spille den på ny og med anderledes energi hver gang – men jeg er ikke moden nok til teater.  Og bliver det måske aldrig. Jeg må også indrømme at jeg keder mig bravt når jeg selv ser forestillinger. Der er en grund til at publikum flygter fra teatrene – det er enten for crazy, pretentiøst eller for dilettantisk.

Film-scenerne var meget mere interessante. Jeg havde lavet lidt reklame film i Los Angeles i ny og næ, og kunne godt lide energien og den konstante forandring der var når vi arbejdede.

Jeg nåede at lave adskillige reklamefilm mens jeg var i LA – men jeg havde utrolig svært ved at bryde igennem  –  og kan i bakspejlet godt se at jeg var seriøs, men måske ikke havde så meget dybde, som jeg har nu.  Ikke mindre en 58 castings gik jeg til på 3 år – og havde også skolen og forestillinger. Jeg fik dog kun 7 jobs – hvis der er noget man bliver god til at tackle – så er det NO Thanks , next!

Men det skal man ikke lade sig slå ud af . Da jeg kom tilbage til Dk, var jeg så heldig at blive ringet op af en caster, som havde lagt mærke til mit meget røde farvede hår – (og min latter) og ville vide om jeg kunne tænke mig at gå TV-vejen. Jeg havde aldrig nogensinde givet det en tanke – men til casting røg jeg sammen med 10 andre ukendte og kendte piger. Jeg endte med at få jobbet – det var som vært på Paradise Hotel. Det var noget helt andet end at spille teater – og dog. Jeg var selvfølgelig mig selv – men produktionen bad mig om at finde den ”kølige isdronning” frem i mig., da værten på PH helst ikke skal se for lalleglad ud. Og det blev så til 3 sæsoner af det. Mine utallige teater timer og udenadslære med replikker fra LA ,hjalp mig også meget i denne periode og gør det stadigvæk.

At være skuespiller er et job ligesom alt andet – det kræver man udvikler sig konstant,  er dygtig og at man kan formidle et budskab til publikum/seerne, som er ægte og holdbart.  Forskellen på amatør-skuespillere og professionelle er ganske svær at definere, da man ikke altid kan sige at ”så længe man er uddannet fra Statens Teaterskole –så er man skuespiller” . Sofie Gråbøl, som er en fantastisk skuespiller fik temmelig mange afslag, da hun gik til prøve på teatret. Til gengæld har kun et par stykker gået på teaterskole i ”2900 Happiness” – og det kan selvfølgelig også både ses og mærkes. Så tror umiddelbart at det har noget med en energi at gøre – en ægthed, en evne og talent for at komme ud over scenen/ind gennem linsen og gøre noget magisk. Noget der får folk til at hade én, synes om én, holde med én, græde med én…..Når jeg ser en skuespiller gøre et godt stykke arbejde – sidder jeg ikke og tænker ”Det er skide godt det der” for jeg er jo så opslugt af handlingen netop fordi personen får det hele til at glide – men når man oplever dårligt spillet skuespil, så krummer man tær med det samme og mærker at man bliver holdt for nar eller har købt katten i sækken. SÅ vil på ingen måde sige at det handler om at man har gået på skole eller ej, eller tjener kassen eller bare til julegaverne….Det handler om ægthed, magi og naturlighed.

Mit liv som skuespiller/Tv vært har påvirket/påvirker alt og alle omkring mig. Jeg tilbragte f.eks ikke jul i 4 år med min familie fordi jeg sad under palmerne i Hollywood i stedet med veninderne og manus eller fordi jeg ganske enkelt arbejdede så meget .

Og når jeg laver fjernsyn så foregår der meget. Vi arbejder på en produktion, der normalt  strækker sig over en periode på ca 3 måneder – og så har man som vært måske fri i en måned eller to inden den næste produktion starter op. I en periode er man meget lidt til rådighed for familie og venner. Det er svært at gøre alle tilfredse og samtidig gøre det godt på arbejdet med sene og skæve arbejdstider. Så man behøver venner der ikke bliver fornærmede over ”pausen” i forholdet, og som synes det er sjovt at Skype og gå med til en premiere eller to.

Jeg får en masse breve og en masse mail fra piger og drenge der vil vide hvordan man bryder igennem. Det er svært at svare på spørgsmålet – ”hvordan bryder man igennem? ”Det er det samme som at spørge en musiker ”hvordan laver man et hit?”  Jeg ved én ting – det gælder om at skille sig ud. Men dog stadig få folk til at føle sig trygge.  Det gælder om at være sin egen niche. Vi kan alle sammen smide tøjet (har da lavet et par forsider på M og FHM , men alle forsider blev skudt efter jeg havde vist hvad jeg kunne i mit arbejde)  – og vi kan alle sammen få silikone bryster og skabe os. Men er du med til at skabe noget? Ligeså snart du er dygtig til noget gælder det om at arbejde videre med det – for man er i konstant udvikling – både som skuespiller og vært og musiker og designer – ja , inden for alt kreativt og vel i virkeligheden inden for alle fag hvor man skal bruge hovedet.

Julia Roberts sad engang i Oprah og fik netop det spørgsmål og hun svarede noget som jeg aldrig glemmer – og sikkert fordi det er sindssygt rigtigt: ”At bryde igennem kræver TALENT, HELD og evnen til at genkende chancen når den kommer forbi – hvor hvis man ikke er forberedt – går chancen lige forbi dig”.   Og hvad er talent? Mange ting.  – og  så  gælder det vel om at blive anerkendt  – ikke kendt.  Det er hårdt arbejde. Både fysisk, mentalt og åndeligt.

At være kendt er en mærkelig størrelse. I og med jeg hedder noget så usædvanligt som Ibi  – føler jeg at jeg næsten altid har skabt opmærksomhed omkring min person. Der var altid en historie at fortælle fordi vi flyttede meget i familien, og da jeg både dansede, sang og spillede skuespil  – var og er jeg stadig meget socialt anlagt.  Men  man mærker også med tiden hvorfor folk gnubber sig op af én og hvorfor meget af det fis der bliver skrevet og sladret om  –  er baseret på jalousi, jantelov og dårligt selvværd.  Mange mennesker stirrer sig blind på kendis-faktoren. Jeg er blevet en ret god bull-shit detector med årene, men kan dog stadig blive overrasket. Ja, man kommer først ind på natklubberne, og ja designere smider gerne en kjole i nakken på én, og man har en masse fordele. Men der er satme også en masse ulemper.  Nogle mennesker finder kendte mennesker utrolig irriterende og vil gøre næsten alt for at ødelægge ens dag – det er ofte folk der på én eller anden måde er bitre over deres egen tilværelse og ikke selv har formået at leve deres drøm ud. Hermed siger jeg ikke at det for alle er en drøm at leve i entertainment  – en smed der drømmer om jern er selvfølgelig glad for sit valg, en sygeplejerske ligeledes og så fremdeles. Men der nogen som har lidt ondt i nummeren.  Ulemperne kan også være diverse sladderblade, der lige syntes de skulle fortælle at nu havde de set mit slappe maveskind på Mallorca da en eller anden rækker mig en kop kaffe eller lave en dobbeltside med de mænd jeg har kendt og datet og kalde artiklen for ”I seng med de fleste” (der kunne ligeså godt stå luder) og når de så ringer og savlende vil høre hvad jeg mener om artiklerne – som ofte er det rene karaktermord–   så vil de også  bare lige vide om det er min nye kæreste jeg var hos bageren med ( det var nok min far) og skal vi giftes og have tvillinger  og hvad mener jeg i øvrigt om Marys underbukser man kan se igennem kjolen? LUK RØVEN er som regel mit svar når det gælder Se og Hør – de lyver og digter det meste. Til de andre medier prøver jeg at svare så godt jeg kan uden at støde nogen.

Mit råd  er :  VÆR DIG SELV, arbejd med dig selv og dit talent – og håb det holderJ

Og vær ydmyg – det er langt federe at være dygtigt til noget, have selvironi , være lattermild – og underspillet end at drøne rundt i en Ferrari og være sur. Det er der ingen der gider i længden.

Jeg genopfinder mig selv hvert år. Det er derfor jeg stadig er her efter 14 år. Der er folk der vælter ud og ind af branchen. Reality folk kommer og går, talentfulde mennesker kommer og går. Det kræver et vist overblik og en kæmpe portion nysgerrighed at opfinde sig selv hele tiden. Jeg er født med en krævende trang til at opleve nye ting og blive god til nye ting. Det er også derfor mit CV ser ud som det gør:  har danset i 13 år, spiller klaver og cello og snart guitar, boet i LA på vestkysten og  i Boston på østkysten, Berlin, London, Spanien,   spillet med i film, reklamer, været signet på Universal med tre mands gruppen Milc, løbet marathon og halvmarathon,  kan DJ ´e,  har skrevet klummer og artikler for både Jyllands-Posten og BT, været ansat på TV3 og TV2 – hvor jeg har lavet flere forskellige tv programmer end nogen anden vært i Dk : 3 sæsoner Paradise Hotel  – 68 afsnit af hver  (og det var 68 afsnit)!!!, 2 sæsoner Velkommen Hjem, 2 sæsoner Ånder Vender Tilbage, 1 sæson 4 Bryllupper, Weekend weekend, Go morgen DK, Go Panel, Go Appetit og 2 sæsoner Hvem Bor Hvor. Til det kommer Brystgalla 3 sæsoner og en helvedes masse andet arbejde i diverse quizzer og talkshows og andet underholdning. Jeg er på Twitter, Instagram og Facebook. Jeg har været chefredaktør på Miinto.dk og vandt en iværksætterpris for Bedste Marketingskampagne i 2012. Jeg modtog samme år en pris som Bedste Kvindelig Vært og har lige nu 3 store projekter i søen. Et remoulade –projekt, et reklame project og 2 tv programmer. Jeg har spist efter min blodtype i 13 år og udgivet 2 kogebøger på Lindhardt & Ringhof. Jeg har været radiovært på The Voice, taler 4 sprog, maler billeder og kan skrive og producere musik. Hvis du ikke kan tåle at læse det her  – så må du hoppe videre til noget andet. Det er mit liv, det er de ting jeg foretager mig – og jeg vil blive ved med at undersøge alle vinkler af livet og blive god til alle mulige ting. Lige nu dyrker jeg bueskydning – det kunne jo være jeg var god til det og endte med at komme til OL 2016. Eller VM.

Og ja – så har jeg haft interessante mandebekendtskaber – so what?  Husk lige – de har altså også valgt mig – der var aldrig tale om voldtægt af de her mænd eller manipulation. Der var lange forhold.  Der var korte forhold. Den eneste forskel er bare at folk ved hvem jeg er – og hvem de er.

Har jeg storhedsvanvid? Måske. Men ikke så meget at jeg lader det gå ud over andre. Jeg er stadig en god mor, en god kæreste og har empati i overflod hvilket kan sætte mig lidt tilbage i visse situationer.

02-05-2014-11-15-35-616x350

24 kommentarer

  1. Nanna
  2. Mette Frislev
  3. Lærke
  4. Cecilie
  5. J
  6. Julie
  7. Jacqueline
  8. Louise
  9. Casper
  10. Christine Halken
  11. Louise
  12. Caroline
  13. Tine
  14. Janni
  15. Marie
  16. Sofie Amalie
  17. Bettina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *