CRYSTAL KID & BABY SHARK

7 Noveller – 1/7. “Ivan”

Skrevet af , i Entertain Me, Made me think, Silverwritings, onsdag den 7 maj 2014

Stop-Diners

(Denne novelle kan være barsk – derfor rådes det at du er over 15 år)

Polskfødte Ivan Lekowski rettede på sine Rayban solbriller i bakspejlet, og drejede sin metalgrønne GMC truck af Highway 66 ind på den støvede parkeringsplads foran Linda´s Diner lige nord for den mexicanske grænse i den lille flække Hell. Han slukkede motoren og lod nøglerne med den lille harefod dingle et lille minut. Aftensolen sendte et gustent lys ind gennem de beskidte vinduer, og fik de slidte lædersæder til at ligne ryggen af et gammelt bæltedyr.
Ivan hostede og tørrede sveden af sin pande med bagsiden af hånden. Den sorte skorpion lyste mørkt og tydeligt gennem de lyse hår på armen. Han trak ned i sin røde skovmandsskjorte og hev
nøglerne ud af tændingen.

Bildøren knirkede af rust da han åbnede den. Han steg ud på asfalten og gruset knasede under hans brune cowboystøvler. Det var ikke nødvendigt at låse. Der var sgu ingen herude der kunne finde på at hugge en hvid mands bil.
Bag solbrillerne panorerede Ivans øjne langs husmuren og taget. Han tog nøje bestik af den nye location. Luften var tør. Han spyttede på jorden og fluerne var straks badet i den gulbrune klat. Med tunge skridt begav han sig hen mod den støvede glasdør. Et lille skilt bød enhver gæst velkommen og Ivan kunne høre en melodi spille inde fra cafeteriet.
Han trak i døren og gik indenfor.

Det var lummert og der stank af gammel friture og røg. Langs vinduerne stod de sædvanlige bænke med borde imellem. Ketchup, sennep og sirup var placeret på en rund metalplade og salt, peber, chili og sukker sad i sit eget stativ, skubbet helt ind mod kanten.

Ivan satte sig op til disken på en barstol af rødt plastiklæder. Der var 10 stole i alt. For enden af cafeteriet stod en gammel jukebox og spillede Patsy Cline numre. Fluerne var overalt.
Ivan rømmede sig. En fed kvinde kiggede frem bag en gigantisk kaffebrygger.

”Lige et øjeblik, sir, den her forbandede maskine har drillet mig hele dagen.”

Hun asede og masede med en stor tragt og sveden dryppede af hende. Lige ned på bordpladen og ned på det toast brød der stod fremme.
Mens hun vaklende kom af den lille stige, pustede hun sit orangerøde pandehår til siden.

”Hvad kan jeg hjælp Dem med? Vil De have noget kaffe?”

Ivan rynkede panden og vred en serviet en omgang. Han tog solbrillerne af og lagde dem sirligt på disken foran ham.

”Jeg troede ikke du kunne lave kaffe i dag?”, sagde han koldt og holdt blikket fast i de små grønne øjne, der var mast ind i et ansigt, der synes at være lavet af dej, med tilhørende rød læbestift malet på så groft, at der nu sad tykke kager tilbage i mundvigen.

”Øhh, nej, sir, jeg har på kanden. Jeg lavede det i morges. Før maskinen gik ned”. Hun trådte et skridt tilbage og fremtryllede en plettet glaskande med hed brun væske i.
Ivan viftede med hånden.
”Jeg tager en øl. En kold øl.”

På et fedtet navneskilt stod der Linda. Det sad skævt på den storbarmede servitrice. Mens hun vraltede hen til køleskabet for at hente øllen, tog Ivan sin .357 frem fra buksekanten og lagde den på disken. Linda sendte ham det samme blik, som den hare han havde skudt i sidste måned. Et blik han ofte mødte på sin vej.
Hun manede sig op.

”Jeg vil altså ikke ha noget ballade herinde. Det siger jeg til alle mine drenge der kommer herind.” Men ordlyden passede ikke til stemmelejet. Hun var nervøs.

Ivan tog en slurk og satte øllen ned med en sådan kraft , at skummet stod ud af den, og satte sig som små våde pletter i hendes ansigt. Hun trådte et skridt tilbage.
Ude på parkeringspladsen ankom en azurblå Sedan med sort kaleche og høj polerede fælge.
Lindas blik flyttede sig ikke mere en millimeter til venstre, men Ivan havde noteret sig. Han havde set bilen komme for længst i spejlbilledet på servietholderen.

”Du forholder dig helt rolig”, hviskede han og Linda nikkede.

Døren gik op. Ivan kunne høre på skridtene og på tavsheden, at det ikke var en lokal. Linda forsøgte sig.

”Hallo? Kan jeg hjælpe Dem?”

Ivan fulgte enhver ansigtsmuskel. Både hos Linda, men også hos den fremmede. Han holdt en spisekniv frem for sig og kunne præcis fange den nyankomnes ansigt i det smalle stykke metal.

”God aften. Jeg vil gerne spise. Jeg er kørt helt fra Arizona og ville mægtig gerne have et varmt måltid inden jeg kører videre.”

Den fremmede satte sig hen midt i cafeteriet. Jukeboxen spillede Crazy for anden gang. Ivan gav tavst tilladelse til at Linda kunne udføre sit arbejde. Hun turde alligevel ikke gøre en skid. Den fede ko kunne sgu ikke løbe fra en skildpadde. Han tog en slurk af øllen og mærkede hvordan hjertet slog hurtigere og højere. Han havde skjult pistolen under armen og gemte den nu af vejen mellem skjorten og vesten.

Han ventede. Det var en del af hans job. De lange timer han havde brugt i sit liv på at konsumere øl, mad og cigaretter kunne slet ikke tælles. Men de var det værd. Alle de mange timer og minutter var det værd når et bytte skulle slås ihjel. Engang havde han fået til opgave at slå en præst ihjel. Men folkene bag havde beordret at det skulle gå hurtigt , og der havde ikke været tid til at finpudse og gøre arbejdet suverænt. Ivan hadede den slags opgaver. Det hele havde endt i noget værre lort med blod op ad alteret og tarmene ud af bugen, så præstekjolen havde fået farve og lignede en våd aubergine. Gulvet var smurt ind i bræk og afføring fordi præsten åbenbart havde været syg af nerver . Ivan havde aldrig igen taget sig et 1 hour job. Lige meget hvor meget det betalte.
Han kunne godt lide at kræse for detaljerne. Han ville gerne ind bagved og vide noget om sine ofre. Hvordan fanden skulle han ellers kunne retfærdiggøre dine handlinger. Når man gravede længe nok var alle sgu sølet ind i en møgbeskidt sjæl. Og Ivan så kun det onde. Det var ikke hans opgave at se det gode. Det var der andre mennesker der var bedre til. Det var vel derfor folk levede så længe med deres tilsmudsede samvittighed.
Linda tændte en cigaret. Hun lænede sig hen mod Ivan.

”Der kommer altså flere nu her til aften. De plejer jo alle sammen og komme her og spise Chili con carne om onsdagen”
I
van nikkede. Det var også okay. Han ventede jo.
Den fremmede ved vinduet kiggede nysgerrigt i menukortet og kaldte Linda hen. Han mumlede noget til hende og Ivan anstrengte sig for at lytte med.
Linda kom tilbage bag disken.

”Skal jeg også lave en omelet til dig?”, spurgte hun og trak vejret som en stresset gris.

Ivan afslog tilbudet og vendte sig om på stolen, så han nu kunne se ud mod parkeringspladsen.
Den fremmede nikkede og hilste. Ivan ligeså.
Solen var gået næsten ned, og udsendte nu lange mørklilla striber hen over himlen der blandede sig med de koksgrå skyer. Det ville regne i nat. Regn er godt, tænkte Ivan. At sidde i sin bil og bare køre gennem regnen. Midt i ingenting. Mod ingenting. Fra ingenting. Ligegyldigheden og banaliteten fik ham næsten til at smile. Hvor let det var. Som at fange sæler. Der var aldrig nogen der løb sin vej. Aldrig havde han set det opreklamerede mod, der blev vist på film. Det holdt slet ikke i virkeligheden. De fleste voksne mænd han havde gennemboret med sin kniv eller skudt på klos hold, havde først pisset i bukserne af frygt og dernæst tryglet på deres knæ. Ikke én havde prøvet at løbe sin vej eller fortalt en løgnehistorie for at slippe væk. Så var de heller ikke værd at holde i live. Der var ingen der kæmpede for noget. Ikke engang deres eget liv. Så var det sgu da godt, at Ivan kunne aflive dem. De mennesker fyldte jo bare med deres små liv og små problemer. Det var lige til at kaste op over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *